Virksomhedsprofil

Hvem er vi og hvad udfører vi?

Vi leverer altid professionel og løsningsorienteret service

Vi er et transportfirma med placering i Odense. Vi varetager stort set alle former for transportopgaver og er med i det landsdækkende fragtsystem Danske Fragtmænd. Vores vognpark består af 75 biler i forskellige størrelser fra små varevogne til store lastbiler. Vores mål er at lette jeres hverdag ved at varetage jeres transport- og logistikopgaver. Vi har altid en chauffør og bil til rådighed, hvilket betyder, at dit gods altid kommer frem næste dag – uanset hvor i landet, det skal leveres.

Vi har et godt forhold til vores kunder. Jeg kører fast i Nyborg, og det er de samme kunder, jeg leverer til og snakker med hver dag. De er næsten vores kollegaer, fordi vi lærer hinanden så godt at kende.
– Kim M. Poulsen, chauffør.

Dine fordele ved at vælge Palle Holmegaard Transport A/S

Logistik og transport mellem dine samarbejdspartnere og din virksomhed:
Når du vælger Palle Holmegaard Transport A/S, kan du holde fokus på dit kerneområde og trygt overlade transportopgaverne til os.

Variable omkostninger er mere skalerbare end faste:
Vi stiller altid en chauffør og en bil til rådighed alt efter dit behov, så du undgår faste omkostninger til bil og chauffør.

Levering samme dag:
Du kan ringe til os samme dag, som du har behov for at få fragtet de varer, dine kunder står og mangler. Ad hoc- og kurérkørsel er en stor del af det, vi udbyder, og disse opgaver prioriterer vi altid højt.

Hvad vi tilbyder

  • Vi tilbyder spidskompetencer indenfor transport af palle-, pakke- og stykgodssegmentet.
  • Om dagen dækker vi ca. det halve af Fyn med distributionskørsel gennem Danske Fragtmænd.
  • Vores digitale system med leveringsbeskrivelser sikrer, at vi kan levere til vores faste kunder samme sted hver gang, uden at kunden behøver at være hjemme. 
  • Vi råder over følgende køretøjer: 6 fragtkærretræk, 15 trækkere, 20 trailere, 32 fragtforvogne, 8 pakkebiler med lift og 5 varevogne uden lift.

Med hest og vogn fra Davinde

Vores historie starter på Davindes små veje, hvor Palles farfar, Marius Holmegaard, boede og arbejdede hele sit liv. Marius var en handlekraftig mand, og i 1913 startede han sin rute mellem Davinde og Odense. Med hest og vogn fragtede han trofast og sikkert gods ind over det fynske landskab én gang om ugen. I 1932 skiftede han hestevognen ud med en lastbil og anlagde starten til det, vi i dag kender som Palle Holmegaard Transport A/S.

Traditionen videreføres

Marius kørte ruten i 27 år indtil hans søn, Ejnar, overtog turen d. 1 januar 1945. Ejnar Holmegaard førte traditionen videre og fortsatte med at drive ruten, så de trofaste kunder på Fyn fortsat kunne modtage deres gods. Ejnar var den første af mange generationer i familien, der med stolthed overtog “Holmegaard-ruten” og gav deres bidrag til at udvikle den service, som kendetegner transportfirmaet i dag.

Palle Holmegaard Transport grundlægges

I 1983 trådte Ejnars søn, Palle Holmegaard, ind i firmaet. Palle havde på det tidspunkt fulgt med i både sin farfar og fars hverdag og arbejdsgang. Deraf forstod Palle både fagets traditioner og udviklingspotentiale. Han startede med at udvide transportfirmaet med endnu en bil, og senere hen i 1988 grundlagde han sammen med sin hustru, Lydia, Palle Holmegaard Transport A/S i Odense. Der kom både flere ansatte og flere biler til, og så småt trådte fjerde generation af familien også ind i driften.

4. generation tager over

Palle Holmegaards sønner, Peter og Christian har stået  for driften og videreførelsen af traditionerne i Palle Holmegaard Transport A/S siden 2009. I dag er det sønnen Christian der står for driften, da Peter stoppede sit virke i virksomheden i september 2018. I dag står over 100 medarbejdere samt 75 biler til rådighed og understøtter vores mål om den gode service, tillid og tryghed hos vores kunder samt et godt fællesskab blandt vores medarbejdere. Udgangspunktet er det samme, som det var i begyndelsen – sikker transport og levering udført med god service fra start til slut.